Et "sort-hvidt" fotografi...

​

Af Museumsinspektør MA. Mette Thelle, Fyns Kunstmuseum 1995

​

Et sort-hvidt fotografi af en af Merethe Blochs kantede lågkrukker kan få én til at tage fuldstændig fejl af dens størrelse. I virkeligheden er den kun 12 cm høj. Så monumentalt arbejder hun altså. Undertiden omdanner hun da også krukkeformen til lukkede skulpturer, som fx i den blåglaserede vandkunst til Odense Universitetshospital, 1983.

​

Lige fra hun i 1963 kom på Kunsthåndværkerskolen i København som elev af Richard Kjærgaard, har hun været optaget af glasureksperimenter, især med de klassiske jernoxyder. Afgangsopgaven var bl.a. et stentøjs spisestel i den brunsorte tenmoku glasur. Hun har oparbejdet et meget stort lager af glasurprøver, men arbejder gerne én farve igennem ad gangen. En anden af de foretrukne er den fra orientalsk keramik kendte æblegrønne, ofte laserende celadon. Og oksebloden, der består af kobberforbindelser, og som er uhyre vanskelig at styre. Hun skiftede i nogle år stentøjet ud med porcelæn og arbejdede i farveskalaen fra gammelrosa til koboltblå, undertiden med en ornamentik i geometriske former strakt ud af deres symmetri. I nogle tilfælde forskyder hun også selve lerets form.

​

Merethe Bloch er i bogstaveligste forstand barn af dansk keramik. Hendes farmor var maleren og keramikeren Julie Bloch, der var gift med keramikeren og maleren Knud Kyhn. Hendes far, Kresten Bloch var afdelingsleder på Den Kgl. Porcelainsfabrik. Hun fik ikke lov til at komme i faderens eller bedsteforældrenes værksteder. Den respekt, der stod om deres arbejde, er hun til gengæld vokset op med. Hun har vidst, hvor katastrofalt det var, hvis okseblodsglasuren mislykkedes i en brænding. For hende har keramik altid bestået i at kunne sin glasurteknik til fingerspidserne på baggrund af en ligeså gennemprøvet og dermed sikker form, for til sidst at udsætte det hele for brændingens utilregnelighed.

​

Hendes køkkenhylder er fyldt med skåle, der har fået lov til at blive. Enten fordi de var gode eller fordi de havde en skavank. Den kunne bestå i en ubalance mellem størrelse og vægt fx ”De må ikke være for tunge, men heller ikke blive så tynde, at de mister deres brugsaspekt. Mine skåle er ikke kun montreting”, understreger hun. Hvis hun alligevel forlader brugsprincippet er det til fordel for den keramiske skulptur. Lige nu kredser hun om søjleagtige eller statuelignende kompositioner. En slagt menneskefigurer. Den dækkende glasur holder hun imidlertid fast i.

​

Værksted og bolig skal hænge sammen for Merethe Bloch. I mange år var det Søllested præstegård ved Glamsbjerg, som også var ramme om højskolelignende kursusvirksomhed. Den er nu udskiftet med kuskens byejendom på Ramsherred i Assens. Vognportene rummer både værksted og butik. Her bliver hendes alsidige produktion til, fra drikkebæger og kop over lågkrukkerne og de store fade til skålende og søjlerne. Hun mestrer hele skalaen.

​